KRYPTOBEDRAGER NARREDE 220.000 KRONER FRA KVINDE

I troen om at handle med kryptovaluta blev en 34-årig kvinde fra Holbæk af en bedrager franarret knap 220.000 kroner, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport fredag.

Kvinden anmeldte torsdag eftermiddag, at hun var blevet narret, efter at hun i nogle uger via internettet havde skrevet med en person om handel med kryptovaluta.

I første omgang havde kvinden handlet for et lille beløb, og det gik tilsyneladende godt. I hvert fald fik hun udbetalt en lille gevinst.

Kvinden valgte derefter at overføre et betydeligt større beløb, nærmere bestemt 219.747 kroner.

Men et spirende håb om en lukrativ gevinst blev snart afløst af en skuffende erkendelse af et smerteligt tab. Kvinden indså, at hun nok havde været offer for en bedrager - at hun var blevet snydt.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man nu dels skal forsøge at finde frem til, hvor kvindens penge er endt, og ikke mindst finde frem til bedrageren.

/ritzau/

2024-04-19T09:38:42Z dg43tfdfdgfd